Efter utallige opfordringer har vi udviklet en ny honning med økologisk ingefær der bringer det bedste fra de to verdener sammen. Honningen er indsamlet i foråret af bierne på de økologiske landbrug Brunskærgaard og Bækkenstoft ved hhv. Torkilstrup og Kirke Hyllinge i Hornsherred og er tilsat økologisk ingefær. Ingefæren træder tydeligt frem og efterlader samtidig plads til den karakteristiske danske forårshonning. Brug den i theen eller på en skive nybagt rugbrød med nigellafrø – det er himmelsk!
Begge landbrug er mælkeproducenter og det er en fornøjelse at hilse på køerne der står og gumler græs og kløver når vi er forbi om sommeren. Begge landbrug er familiedrevne og Mads og Per er de mest behjælpelige mennesker hvis man lige står og mangler en rem til sit bistade eller forslag til hvor bierne kan stå næste år når marken skal omlægges.